Kom godt i gang med animation

Animation er en optisk illusion af bevægelse.  Det er en hurtig fremvisning af en serie billeder, tegninger eller fotos.

Det kræver hverken særlig teknisk viden eller dyrt udstyr at lave animation. Det kræver, at man har et kamera og bærbar/stationær computer/ipad. Derudover skal man bruge materialer i form af pap/ler/voks til at udforme figurer og landskab. Man kan også anvende dukker og andre objekter til at animere med.

Teknikken man arbejder ud fra, kaldes ‘stop motion’ – den samme teknik, som er blevet brugt til at lave tegnefilmene ‘Cirkeline’, ‘Bennys Badekar’ og ‘South Park’.

Processen bag en animationsfilm kan se således ud: Idé, Research, Synopsis, Storyboard, Figur- og baggrund design, Animation, redigering og lyd

Hver film starter ud fra en ide om at ville fortælle et eller andet. En oplevelse, en følelse, en mening, en forestilling eller hvad det nu kunne være. Ideen kan opstå hos jer selv, fælles i klassen eller I kan have fået udleveret en opgave, hvor I skal animere en historie, som I selv skal finde formen og rammefortællingen for.

Det er vigtigt, at I finder indtil det, som I synes er spændende at fortælle om. Det kan helt sikkert ses i jeres film.

Når I har en ide om en historie på plads, så begynd at skriv den ned, skriv om på den, vær kritisk overfor jeres fortælling. Gå væk fra den lidt, og kom tilbage og se på den med nye friske øjne. Er der noget, som skal ændres?

Lav en synopsis og gå derefter videre til storyboardprocessen.

E storyboard er en slags tegneserie over historien, og det er et vigtigt arbejdsredskab, når I skal i gang med selve animationen. 

Historien og dens struktur vises helt tydelig i storyboardet og derfor skal I forholde jer til disse 3 vigtige elementer  i storyboardet: 

  1. Den gode historie
  2. Det gode billede.  
  3. Filmsproget

Hvis I tegner storyboardet på post-it, er det nemt at flytte rundt og udskifte billederne.

Begynd der hvor det er nemt!
Måske er det midt i filmen, og det er okay. Arbejd videre derfra, således kommer de andre billeder senere. Oftest kommer total billederne først. De er nemmest at tegne og gå til. Put nærbilleder ind hen ad vejen.
Et lille tip er, at aktionen oftest sker i et total billed og efterfulgt at en eller flere reaktioner, som sker i nærbilleder. Dermed er der en skiftende bevægelse mellem total- og nærbilleder. Det skaber en god dynamik og rytme i filmen.

Bevidst figurdesign forstærker filmens udtryk og fortælling. 

Bevidst baggrundsdesign er med til at underbygge handlingen og understøtte karaktererne. 

Baggrundene er de gode billeder, som skal danne baggrund for filmens handling. De skal understøtte handling og indhold i filmen. Er der f.eks. tale om en have, der tilhører en ond person, skal den være gold og bar.

Selve kompositionen af baggrunden skal skabe rum til at lede opmærksomheden hen på figurerne, der optræder.

Skab figurerne i overensstemmelse med den karakterbeskrivelse, der er kommet frem under arbejdet med synopsen. Er det en ond person eller en god person, høj eller lav osv. Runde bløde linier udtrykker noget rart, spidse kantede figurer er ikke så behagelige. Der arbejdes med tillægsord i karakteropbygningen. 

Figurerne skal have bevægelige led. Det er f.eks. en god ide at se på sit storyboard, om figuren behøver at kunne bevæge benene.

Lav ikke for mange figurer til en film. 3 figurer er bedre end 10. De skal jo alle sammen flyttes, og det tager tid.

Sørg altid for at baggrundene er sat godt fast inden der animeres med sticky tack. Ikke lim eller tape.  

Lav altid baggrundene større end nødvendigt. Beskær med kameraet.

Lim aldrig tingene på baggrunden, da det ofte er svært at bedømme billedbeskæringen uden kameraet. Brug i stedet Sticky Tack. 

Brug aldrig bundlinien som gulv. 

Handlingen skal foregå ca. i midten af billedet.

Lav ikke figurerne for små og lav ikke for mange detaljer. Jeres hånds højde er et meget godt måleforhold.

Lav øjne og mund særskilt fra hovedet, så de kan flyttes. Så kan figurerne blinke og skifte udtryk, og dermed give endnu mere liv til jeres animationsfilm.

Lav større figurer til nærbilleder

Farverne på figurene skal skille sig ud fra baggrundsfarverne ellers kan figurerne blive svære at se i filmen.

Animation er ryk/flyt med figurerne, der optages i enkelte billeder. Når billederne bliver afspillet som film, vil det ligne at figurene er levende.

Små ryk/flyt giver en langsom bevægelse

Store ryk/flyt giver en hurtig bevægelse 

Her gælder det om at få erfaring, så afstanden, der rykkes med giver det udtryk, som man gerne vil have frem.

Start altid en bevægelse op langsomt, så kan afstanden øges gradvist.

Her er nogle simple animationsreglerne for, hvordan man bevæger sine figurer:

Ned før op og op før ned
Eksempelvis, hvis en figur skal hoppe op, så skal figuren først gå ned i knæ og så hoppe op. 

Én ting af gangen
Der må kun ske en ting af gangen på skærmen. Seeren kan ikke nå at opfatte mere. Tænk på, hvor umuligt det er at gribe to bolde på én gang. Så hvis der er flere figurer i bevægelse i billedet, bliver publikum forvirret, og ved ikke, hvor det er vigtigt at se hen. Dermed ikke sagt at der ikke kan være flere ting i bevægelse på én gang, men så skal det bygges op stille og roligt. 

Pauser
Pauser i bevægelsen er lige så vigtige som bevægelsen selv. Det giver klarhed og giver tid til evt. dialog. Pauserne er også en nem måde at få en længere film på. 

Hver gang at der skal ske noget nyt, skal der være en pause, og når en bevægelse er færdig, skal der også være en pause. 

Pauser laves ved at der tages billeder/filmes mange gange af den samme position.

Det er svært at huske det med pauserne, så det er vigtigt at man hjælper hinanden og bruger storyboardet i processen.

Se jeres film igennem løbende, så I hele tiden kan forholde jer til jeres historie og jeres animation. Passer det sammen? og husk at bedømme hastigheden i jeres film, når I ser den igennem, så I kan være sikre på, at der er plads til det, der evt. skal siges.

Brug 2 hænder, når der flyttes på figurerne. Hold på figuren med den ene og flyt med den anden hånd. Flyt kun en figur af gangen. Sæt de figurer, som ikke skal bevæges godt fast med sticky tack.

Lyden er en meget vigtig medspiller, der helt kan ændre stemningen i animationsfilmen.

Vi arbejder tit med lyd på 3 forskellige niveauer:
1. Tale (dialog/monolog)
2. Musik
3. Foleylyd 

Tale (Dialog/monolog)
I talen er det vigtigt, at der ikke bliver sagt det, som handlingen i filmen viser. Talen viser fremad mod næste handling. Så ser man en figur samle en sten op, skal man ikke sige: “Nu samler jeg en sten op”, men eksempelvis sige “Nu skal jeg give ham den lige i nakken”.

Musik
Musik kan bruges i introen, outroen og til at skabe en bestemt stemning undervejs i jeres film. Musik til jeres animation kan I enten selv lave, måske med hjælp fra en musiklærer eller hente CODA-fri musik på nettet. I må IKKE hente musik på nettet med ophavsret. Det vil betyde at jeres film ikke kan vises offentligt. 

Foleylyd
Foleylyde er lydeffekter, og noget at det sjovest selv at lave. Foleylyd er optagelse af døren der går op, én der går på en trappe, elkedlen der koger, TV’et der kører, bilerne der larmer i bybilledet osv. Giv jer tid til at lege med at finde lydene i omgivelserne. 

De kan også findes på internettet, med det kan hurtigt tage ret lang tid og kræve lidt teknisk kunnen. 

Begynd lyden allerede i det foregående klip og stop aldrig lyden lige ved klippet. Lad lyden fade ind og ud. Det gør filmen mere behageligt at se og lytte til. 

Arbejd med lyden på de nævnte 3 niveauer. Niveauerne kan godt indgå samtidigt. Der må helst ikke være stilhed i filmen i længere tid medmindre at det er et filmiske greb for at understrege en stemning eller handling. Så formå at fylde filmen ud med tale, musik eller foleylyde.